Страница Датского института культуры в России  Представительства Датского института культуры в других странах Created with Sketch.
EN/RU
THEME | 2018

Q&A med Anne Fløche & Hans Vangsø

I september var DKI’s lejlighed i Skt. Petersborg hjemsted for keramikerne Anne Fløche og Hans Vangsø, som havde taget turen for at søge inspiration i byens mange kunstsamlinger.

Af Anna Rosenkrands Uldall

 

Hvorfor har I søgt om ophold her i Skt. Petersborg?

Anne: Alle vil vel gerne til Petersborg, vil de ikke det?

 

Hans: Og så anbefalede vores veninde Marie Tetzlaff (leder af DKI, Skt. Petersborg, red.) os at søge jeres lejlighed.

 

 

Hvilke forestillinger og forventninger kom I med?

Anne: Jeg har været her før med et hold elever, men der var det vinter, der var sne og frost – det var en helt anden by.

 

Hans: Jeg havde ikke så mange forventninger, jo altså, jeg troede, det var en smuk by, for det har man jo altid hørt. Men jeg kendte ikke noget til Rusland i forvejen. Vi havde regnet med at opdage noget mere keramik herovre, end vi har gjort – der er ingenting. Det er mest porcelæn, de laver.

 

 

Hvordan har jeres forventninger ændret sig?

Anne: Vi havde tænkt på at arrangere en fælles udstilling med nogle russiske keramikere, men det virker til at være temmelig besværligt at få stablet på benene, og jeg tror faktisk ikke, at det ville give noget særligt. Men det har ikke gjort noget, for der er så meget andet at se, som inspirerer lige så meget!

 

 

Hvad har overrasket jer?

Hans: Jeg synes, russerne er utrolig flinke. Jeg har kun været i Rusland én gang før, og det var gennem lufthavnen i Moskva, og der var de simpelthen så pisse sure. Men det er et helt andet indtryk, jeg har fået her. Dem vi har mødt, har været flinke. Der går dog lidt tid før man kommer igennem til dem. Men de er meget venlige, når man først er kommet igennem.

 

Anne: Noget der var en stor oplevelse, det var en koncert som DKI havde arrangeret med den danske akkordeonist Bjarke Mogensen i Sjeremetjev Paladset. Den koncert står som mejslet. Den lyd – de der helt høje toner, som kan spilles på akkordeon – og lysekronernes glas, lyset og formatet på rummet, det hele var simpelthen så flot.

 

 

Har I mødt nogle interessante mennesker?

Hans: DKI’s medarbejdere arrangerede et besøg på et af byens ældste kunstakademier, Sankt Petersborg Statsakademi for Kunst og Design (Akademiet blev grundlagt i 1876 af Alexander von Stieglitz, hvorfor det også kaldes Stieglitz Akademiet, red.). En af dem vi mødte arbejdede på en porcelænsfabrik, og hans kone dekorerede porcelæn, der kom færdiglavet. De vil gerne lave noget andet end de gør, men jeg tror, det er svært for dem. Jeg spurgte om de udstillede, men det gjorde de ikke.

 

Anne: Jeg tror, de har det svært. Der er ingen steder at udstille. Jeg tror heller ikke, de kommer så meget ud ad landet. Da jeg fortalte, at jeg skal udstille i Stockholm, bad de mig sende en invitation – de vil gerne ud og se noget, tror jeg.

 

Hans: Da vi kom til keramikafdelingen, sad der en lærer, som ovenikøbet var afdelingsleder, og lavede sådan nogle små piv-i-røv fløjter. Det forstod jeg slet ikke. Men han sagde også selv, at de var bagude. Det kunne man også se på brændefyret, som ikke ligefrem var topmoderne.

 

 

Hvordan tror I opholdet vil sætte sig spor i jeres videre arbejde?

Anne: Alle de gardiner ovre på Vinterpaladset, det lys det giver ind ad dem – alle de farver, det har jeg fået rigtig meget ud af. Og lyset i byen selvfølgelig.  Det er det, jeg vil gå videre med, når jeg kommer hjem. For selvfølgelig ser man Matisse og Rembrandt, men det er jo ikke noget, der går direkte hjem i værkstedet.

 

Hans: Så skal det i hvert fald være udsnit, for man bruger jo ikke sådan et helt værk. Men altså de gamle ting er jo fantastiske. Vi har fået meget ud af at besøge alle de store samlinger.

 

 

Har I nogle gode råd til fremtidige beboere?

Anne: Bare gå ud i byen! Når man går ud ad lejligheden til den ene side, er der masser af guld – alle de store paladser, men hvis man går til den anden side, er der masser af hverdag. Og det får man trang til – at gå rundt i de store hverdagskvarterer. Det er noget helt andet end det prangende centrum.

 

Besøg Anne Fløche og Hans Vangsøs hjemmesider for information om deres kunstprojekter.

 

Overvejer du selv et ophold i Dansk Kulturinstituts kunstnerlejlighed? Læs mere her.

 

Foto af Hans Vangsø: http://hansvangsoe.dk/

Foto af Anne Fløche: http://annefloche.dk/wordpress/